Champagne Marguet Yuman Champagne Premier Cru 2018

På lager

495,00
  • Køb 6 for 2.370,00 og spar 21%
ALTID SKARPE PRISER
Vi har de rigtige priser på de kendte brands.....

Vinen, der er funderet på frugt fra 2018 høsten (Yuman 18) gærer og modner i æggeformede foudres produceret hos Taransaud. Hvis de malolaktiske fermentering ikke forekommer naturligt, bliver den undladt og vinene forbliver ”sur lie” i fadene i helt frem til juli måned efter høsten, hvor der balanceres med op til 20% vin de reserve fra 2016 og 2017 høsten inden den endelige cuvée sammenstikkes og tappes på flaske. Herefter får vinen efter den fornyede gæring lov til at udvikle sin mousse og sine aromaer i 32 måneder, inden bundfaldet bliver skudt bort og erstattet med Champagne fra andre flasker.

Resultatet er en dejlig tør og angiveligt den mest frugtprofilerede Champagne fra Benoit Marguet til dato, der skænkes med et flot skum og små afdæmpede perler. Fint blomstrende og meget indbydende med aromaer af kvæde, moden citron, kandiseret appelsin, rabarber, citronmelisse og ikke mindst en subtil salt og kalkholdig mineralitet.

Champagnehuset Marguet Père et Fils blev en realitet i 2005, efter en skilsmisse og et forestående generationsskifte betød at bindestregen, der havde holdt sammen på to familier siden 1971 forsvandt.
Benoit Marguet har på få år etableret sig som et kryds mellem enfant terrible og vidunderbarn og på frugt fra resterne af familiens vinmarker omkring Ambonnay og frugt fra hustru Séverine Launois besiddelser skaber han det, som Søren Frank allerede i 2014 valgte at kalde ”kosmiske Champagner” efter at han under et besøg var blevet belært om smagebordets frekvens og havde måttet stille spyttespanden ned på gulvet fordi Benoit Marguet mente, at den udstrålede dårlig energi.

Midt i denne brydningstid blev Benoit Marguet 5. generation i familien efter sin far Christian. I starten disponerede han over næsten 14 ha., men da en del af vinmarkerne var ejet af et kompliceret netværk at familiemedlemmer skrumpede arealet efterhånden som de forskellige aftaler ophørte. I dag er således bare 8 ha. tilbage fordelt på 7,3 ha. i Ambonnay (Les Saints Remys, Les Beurys, Les Crayères, La Grande Ruelle, Les Bermonts, Le Parc) og 0,7 ha. i Bouzy (Les Loges, Les Hannepés).

Benoit Marguet supplerer derfor med druer fra omkring 6 ha. hovedsageligt købt hos Launois Père et Fils hvor Benoit er involveret i produktionen efter at han giftede sig med husets ældste datter Séverine, og sammen driver de også den lille eksportvirksomhed ”Les Champagnes de Benoit” hvor de hjælper små lovende producenter som f.eks. Hubert Paulet og Pertois-Moriset ud i verden.

Benoit Marguet har blandt andet arbejdet som assisterende vinmager i Washington State og senere som sommelier i Paris hvor han fik kontakt til den progressive fløj af ”Le Groupe des Jeunes Vignerons de la Champagne”, der blandt andet talte Pierre Larmandier, Anselme Selosse og Jérome Prévost. Så da han kom hjem til gården førte det til et brud med faderens konventionelle linje og siden 2009 er alle parceller inklusive dem der tilhører Severines familie blevet kultiveret efter økologiske og biodynamiske principper i en rastløs, men også insisterende og innovativ søgen efter den største og mest naturlige velsmag.