Champagne Marguet Ambonnay Grand Cru 2017

På lager

795,00
  • Køb 6 for 4.170,00 og spar 13%
ALTID SKARPE PRISER
Vi har de rigtige priser på de kendte brands.....

Vinen er sammenstukket af frugten fra en del af familiens Grand Cru parceller nord for landsbyen Ambonnay. Den er gæret på brugte fade fra Bordeaux og et par lidt større ægformede Foudre produceret hos Taransaud og naturligvis uden fremmede gærstammer. Den malolaktiske gæring foretrækkes, men i de fade hvor den ikke kommer naturligt bliver den undladt. Vinene modner ”sur Lie” frem til juli måned efter hvor den endelige cuvée sammenstikkes og tappes på flaske sammen med økologisk sukker og lidt opformeret gær. Den får lov til at udvikle sin mousse og sine aromaer i mindst 42 måneder inden bundfaldet bliver skudt bort og erstattet med en ultralav eller slet ingen dosage.

En meget frisk Champagne som i næsen begaver os med fin moden frugt, sprøde æbler, let bitter grapefrugt og kandiseret citrus og derpå i munden fremstår knastør, markant og qua den udeladte justering med likør i direkte forbindelse med Ambonnays fornemme terroir. 

Dette er en vin fremstillet med såkaldt lav intervention, og så behersket anvendelse af svovl, at vi lander i naturvins familien. Det er et udtryk for, hvor vidt vinene smagsmæssigt adskiller sig fra konventionelt producerede vine.

Champagnehuset Marguet Père et Fils blev en realitet i 2005, efter en skilsmisse og et forestående generationsskifte betød at bindestregen, der havde holdt sammen på to familier siden 1971 forsvandt.

Midt i denne brydningstid blev Benoit Marguet 5. generation i familien efter sin far Christian. I starten disponerede han over næsten 14 ha., men da en del af vinmarkerne var ejet af et kompliceret netværk at familiemedlemmer skrumpede arealet efterhånden som de forskellige aftaler ophørte. I dag er således bare 8 ha. tilbage fordelt på 7,3 ha. i Ambonnay (Les Saints Remys, Les Beurys, Les Crayères, La Grande Ruelle, Les Bermonts, Le Parc) og 0,7 ha. i Bouzy (Les Loges, Les Hannepés).

Benoit Marguet supplerer derfor med druer fra omkring 6 ha. hovedsageligt købt hos Launois Père et Fils hvor Benoit er involveret i produktionen efter at han giftede sig med husets ældste datter Séverine, og sammen driver de også den lille eksportvirksomhed ”Les Champagnes de Benoit” hvor de hjælper små lovende producenter som f.eks. Hubert Paulet og Pertois-Moriset ud i verden.

Benoit Marguet har blandt andet arbejdet som assisterende vinmager i Washington State og senere som sommelier i Paris hvor han fik kontakt til den progressive fløj af ”Le Groupe des Jeunes Vignerons de la Champagne”, der blandt andet talte Pierre Larmandier, Anselme Selosse og Jérome Prévost. Så da han kom hjem til gården førte det til et brud med faderens konventionelle linje og siden 2009 er alle parceller inklusive dem der tilhører Severines familie blevet kultiveret efter økologiske og biodynamiske principper i en rastløs, men også insisterende og innovativ søgen efter den største og mest naturlige velsmag.