Champagne Marguet Les Crayéres Grand Cru Ambonnay 2015

På lager

995,00
ALTID SKARPE PRISER
Vi har de rigtige priser på de kendte brands.....

Den første af Lieux dits vinene var denne les Crayères som første gang så dagens lys i 2008 og her foreligger i seneste frigivelse, og der er ikke nogen forbindelse til det berømte luksushotel Domaine Les Crayères i udkanten Reims, men i stedet handler om et lille parcel med Grand Cru status lidt nord for Ambonnay hvor vinstokkene er sat i 1958, 1965 og 1974.

Vinen er gæret uden fremmede gærstammer på brugte fade fra Bordeaux og et enkelt lidt større æggeformet Foudre produceret hos Taransaud, og hvis de malolaktiske fermentering ikke forekommer naturligt i nogle af fadene bliver den undladt. Den modner ”sur Lie” helt frem til juli måned efter høsten hvor den endelige vin sammenstikkes og tappes på flaske. Her får den efter den fornyede gæring lov til at udvikle sin mousse og sine aromaer i 44 måneder inden bundfaldet bliver skudt bort og erstattet med en ultralav eller som her slet ingen dosage.

Vinen viser, hvor vidt man kan drive det, når hesten spændes for ploven, når svovl næsten er ikke eksisterende, og når man insisterer på at beskære og sortere sig frem til en så moden frugt, at tilsætning af dulmende likør kan undlades.

En Champagne med blidt skum og fine perler der leverer en insisterende frisk aroma som starter i det grønne med æbler, ramsløg, citronverbena og mynte der siden tager på i vægt med moden lime, mandarin, kardemomme, kiksekage og en salt tåge, der til sidst omfavner det hele. Livlig, læskende, knastør ja nærmest provokerende i sin mundfølelse hvor vi skal helt frem til finalen før der indfinder sig lidt mandel og kandiseret citronskal, som begynder at glatte ud.

En markant Champagne som vil skræmme nogen og fascinere mange andre. Lidt ligesom ikonet Selosse, som alle og enhver heller ikke lige overgiver sig til efter et enkelt glas.

Robert Parker
A blend of Chardonnay and Pinot Noir this year, Marguet's 2015 Ambonnay Grand Cru Les Crayères is showing especially well, mingling aromas of pear and waxy citrus rind with notions of vanilla pod and toasted almonds. Full-bodied, layered and concentrated, it's chiseled and penetrating, with a pearly mousse and a saline, mineral finish. Only two lieux-dits were produced in 2015, but both this and the corresponding La Grande Ruelle are well worth seeking out for fans of the estate.

Champagnehuset Marguet Père et Fils blev en realitet i 2005, efter en skilsmisse og et forestående generationsskifte betød at bindestregen, der havde holdt sammen på to familier siden 1971 forsvandt.
Benoit Marguet har på få år etableret sig som et kryds mellem enfant terrible og vidunderbarn og på frugt fra resterne af familiens vinmarker omkring Ambonnay og frugt fra hustru Séverine Launois besiddelser skaber han det, som Søren Frank allerede i 2014 valgte at kalde ”kosmiske Champagner” efter at han under et besøg var blevet belært om smagebordets frekvens og havde måttet stille spyttespanden ned på gulvet fordi Benoit Marguet mente, at den udstrålede dårlig energi.

Midt i denne brydningstid blev Benoit Marguet 5. generation i familien efter sin far Christian. I starten disponerede han over næsten 14 ha., men da en del af vinmarkerne var ejet af et kompliceret netværk at familiemedlemmer skrumpede arealet efterhånden som de forskellige aftaler ophørte. I dag er således bare 8 ha. tilbage fordelt på 7,3 ha. i Ambonnay (Les Saints Remys, Les Beurys, Les Crayères, La Grande Ruelle, Les Bermonts, Le Parc) og 0,7 ha. i Bouzy (Les Loges, Les Hannepés).

Benoit Marguet supplerer derfor med druer fra omkring 6 ha. hovedsageligt købt hos Launois Père et Fils hvor Benoit er involveret i produktionen efter at han giftede sig med husets ældste datter Séverine, og sammen driver de også den lille eksportvirksomhed ”Les Champagnes de Benoit” hvor de hjælper små lovende producenter som f.eks. Hubert Paulet og Pertois-Moriset ud i verden.

Benoit Marguet har blandt andet arbejdet som assisterende vinmager i Washington State og senere som sommelier i Paris hvor han fik kontakt til den progressive fløj af ”Le Groupe des Jeunes Vignerons de la Champagne”, der blandt andet talte Pierre Larmandier, Anselme Selosse og Jérome Prévost. Så da han kom hjem til gården førte det til et brud med faderens konventionelle linje og siden 2009 er alle parceller inklusive dem der tilhører Severines familie blevet kultiveret efter økologiske og biodynamiske principper i en rastløs, men også insisterende og innovativ søgen efter den største og mest naturlige velsmag.